Publicerat
Kategori: Novell

Hvor bomberne faldt

Hvor bomberne faldt
en novelle af Örn H. Bjarnason
oversat af Inga Birna Jónsdóttir

For snart længe siden havde de arbejdet sammen, Gudlaug og Hjalti. Hun var en del yngre end ham og de mødtes ved et tilfælde inde på Café Hresso i Reykjavik og hun havde det rundeste ansigt han nogen sinde havde set.
Nu sad de der overfor hinanden og hun fortalte ham om den gang hun var 18 år gammel og hun og hendes veninde havde arbejdet på et hospital i København.
'Det hedder Rigshospitalet,' sagde hun og “hun var godt nok dum hende der var chef.' Og Hjalti prøvede at lytte til hvad hun fortalte, men i baghovedet begyndte han at huske, at han havde boet tæt på netop dette hospital, da han var lille. Det var under anden verdenskrig og Gudlaug blev ved med at fortælle ham om den dumme chef og Hjalti hørte drøn fra flyvemaskiner og blodregn lyste den sorte himmel op. Lidt senere lød sirenerne og de for allesammen ned i kælderen, hans forældre, storebroren og den lille. Der var det hele hvidkalket og halvmørkt og kælderen var kold og fugtig. De slog sig ned på madrasser og bredte tæpper over sig. Alle fra blokken var der og luften var anspændt og midt i denne fare og anspændthed var de noget så tæt på hinanden, godvillige, varme, nærværende.
'Kællingen lod os aldrig i fred,' sagde Gudlaug og de tilbragte det meste af natten i kælderen, men om morgenen, da flyvemaskinerne var fløjet tilbage til England, skyndte Hjalti sig i skole, stiv af søvnløshed, sur og træt. Hans mor havde lavet en madpakke til ham og i det lange frikvarter skulle han til at spise af den, men han havde ikke haft nogen appetit.
'Det tog os kun ti minutter med bussen ned til Rådhuspladsen,' sagde Gudlaug, 'og nogle gange, når vi havde fri, gik vi ned ad Strøget og kiggede i butiksvinduer.' Hjalti tænkte på den morgen, da pigen fra etagen nedenunder kom løbende hen ad gaden og hendes ansigt var rundt som Gudlaugs ansigt og hendes lærredskjole var lurvet og snavset. Hun snøftede og hendes smalle barneben sås nedenfor kjolen og hendes knæ var blodige og ligeledes hendes skinneben og håndrygge.
'Hvorfor rejste du til København?' spurgte Hjalti.
'Bare en joke for mig og min veninde,' sagde Gudlaug og hendes runde ansigt var glad og pigen fra etagen nedenunder var nær faldet ved kantstenene. Købmanden på hjørnet for ud ad døren og han havde en hvid kittel på. Han prøvede at spørge pigen hvad der var sket, men hun var fuldstændig opløst og mumlede grådkvalt noget. Senere hørte Hjalti, at den katolske skole på Frederiksberg var blevet bombet fra luften og 86 børn og 13 voksne var blevet begravet under ruinerne.
Han prøvede at lytte til Gudlaug, men pågående spredte erindringer blev endnu mere anmassende. Det var englænderne, der smed disse bomber og englænderne var deres venner, sagde hans forældre og også hans storebror. Hans storebror vidste mange ting, som Hjalti ikke vidste, og han var da næsten ti år gammel og havde øjne og øren alle steder. Hjalti var kun syv år og tyskerne var deres fjender. De marcherede i gaderne og pigen på etagen nedenunder kom ikke ud at lege i mange dage og nogle gange red Kong Christian den 10. hen ad Strandboulevarden. Han var en flot, ældre herre og han prøvede at holde hovedet højt, selv om hans land var besat.
Tyskerne var fjender og det var i foråret 1945 og de fandt nogle gange på at køre rundt omkring i byen og skyde folk, som stod og ventede på en sporvogn, ti tilfældige mennesker for hver enkelt tysker, som danskerne dræbte. Man sagde, at de var ved at tabe krigen og skulle skynde sig at dræbe så mange som muligt, inden geværerne blev taget fra dem. Og kongen var iklædt en marineblå, lang frakke med skulderkvaste og en bådformet hat. Hans svedige hest glinsede i solen og kastanjetræerne på Strandboulevarden var ved at springe ud. Mændene tog hattene af for at vise den aldrende herre deres respekt og kongen svarede ved at bringe sin hånd op mod sin hat. Men pigen på etagen nedenunder kom ikke ud for at sjippe eller hoppe paradis. Det var som om døden havde bosat sig i gaden og en læge kom for at undersøge hende og hendes bedste veninde var en af dem, der blev begravet i ruinerne. Hun var blevet trukket op fra en bunke mursten og var ikke i live mere. Hun var død.
Alligevel fortsatte livet og drengene klatrede op i træerne på Strandboulevarden og plukkede kastanjer og kongen red forbi og Hjalti kunne lugte en svedig hest og solbagt asfalt og løvtræer. Christian den 10. sad rank i sadlen og oppe på Østrebro sneglede en gul sporvogn sig over krydset, langsom og sløv og alle steder var der cyklister og klokker ringede, så travlt var det og utålmodigt.
'Se at komme videre,' råbte et bud på sin budcykel til en aldersbøjet kvinde, som humpede over gaden. Budene skulle skynde sig og måtte ikke spilde tiden.




Og Gudlaug sad og drak en diæt-pepsi og et øjeblik fik Hjalti lyst til at fortælle hende om det København han havde oplevet, men ombestemte sig. Mellem deres erindringer var der en enorm afstand, den samme verden, men en anden tid, andre begivenheder, måske velklædte mennesker på gåtur hen ad Strøget, men ikke en mørklagt by og blodregn fra himlen.
'Vi var der en hel sommer,' sagde Gudlaug,'og nogle gange tog vi flyvebåden over til Malmø, bare for sjov, og tog færgen tilbage om aftenen.' Hendes stemme vidnede om et varmt savn.
'Kan du lide diæt-pepsi?' spurgte Hjalti og fløjelsbløde, blå øjne mødte ham over bordet. Han havde det godt i nærheden af denne kvinde, selvom han ikke kunne fortælle hende om den lille pige, som kom grædende ned ad gaden, eller piloterne som kom hele vejen fra England for at smide bomber på børn, som var ved at lære at læse og regne hos katolske nonner i København.
'Det er forfriskende,' sagde Gudlaug og ud fra købmandens dør kom lugten af Persil- sæbespåner og æbler og længere væk rungede jernhæle på stengaden. Men om natten sirener, nat efter nat og nabohuset fyldt med flygtninge fra Tysklands østlige del og drengene havde grønne læderbukser på med seler og utrygheden boede i deres angstfyldte øjne.
Om aftenen fortalte hans mor dem historier fra Island, historier om heste, der løb frit på engen og om de blå vidder og bjerge, der var meget højere end Rundetårn og Christiansborg og om bondegårde i frodige dale og fiskekuttere, der lagde fra i havnen.
Der havde hans forældre slidt deres barnesko og derhen skulle de, når krigen var slut, så snart mændene med de tykke stålhjelme og gigantiske læderstøvler vendte hjem.
'Gik I ikke i Tivoli nogle gange?' spurgte Hjalti.
'Jo, og nogle gange på diskotek, både Pussy Cat og Bonaparte.'
Og Hjalti lærte at svømme i havet udenfor Bellevue, først under vandet, så hundesvømning, men siden brystsvømning og endda crawl. Og han huskede det varme sand mod fodsålerne og nougatis i sølvpapir og issmagen blandede sig med havsaltet på hans læber.
'Jeg var sygehjælper på hospitalet,' sagde Gudlaug,'og kællingen var altid i hælene på mig.' Og lige der om hjørnet var en mand blevet skudt ned midt på dagen, for at skjule geværer på et loft og små fiskerbåde fragtede jøder over til Sverige, bange og sammenrullede lå de i styrehuset og kun en hårsbredde mellem liv og død.
Efter solnedgang var København mørklagt og alle vinduer tildækket, sorte rullegardiner og tykke gardiner og ingen måtte færdes ude på gaderne. En evig frygt og alligevel varme og kærlighed i frygtens skygge, måske en større varme på grund af angsten, der knyttede dem til hinanden.
Og langt om længe, kom pigen fra etagen nedenunder ud at lege. Hun var bleg i ansigtet og stille og hele foråret lo hun aldrig, smilede måske på en spøgelsesagtig, vag og fjern måde. Når hendes jævnaldrende hinkede på fortovet, stod hun et stykke væk og så på. Hendes bedste veninde, hende der altid lånte hende viskelæder og blyantspidser, var blevet begravet i ruinerne. En enkelt fejltagelse havde bortrøvet dette liv og barndommen fra den overlevende og resten af sit liv ville hun måske tilbringe i denne hændelses skygge, svækket, eller måske blev hun stærk, for stærk.
Og Gudlaug sad der overfor ham på Café Hresso og fortalte ham om sit København, den samme by, forskellige minder. Og købmanden på hjørnet hed Olsen og hans kone gav børnene nogle gange bolsjer fra en krukke, røde bolsjer fra en glaskrukke. Og evig stress, dagene som knivsægge, kun ro midt om natten og så pludselig sirener, flugt ned i den hvidkalkede kælder og morgenen efter var dagslyset som skarpe pile ovenpå en søvnløs nat, trætte øjne på tom mave og på vej til skole klappede en tysk soldat ham på hovedet.
'Han er vores fjende,' sagde storebroren, men soldaten havde måske en lille søn derhjemme i Tyskland og hans øjne var lune og længe efter det lå hans varme hånd som en strikket kalot på hans hoved. Hjalti havde svært ved at forstå alt det her. Hvem var egentlig venner og hvem fjender?
'Du må aldrig tale med en tysker,' sagde storebroren. Tyskerne var fjender, men så var det vennerne på den anden side af den Engelske Kanal, som havde taget latteren fra pigen på etagen nedenunder og det kunne Hjalti ikke forstå.
'Hvis du snakker med en tysker,' sagde storebroren, 'får du aldrig lov til at tage med i biffen om søndagen.' Og hen ad gaden kom der en mælkevogn trukket af to store heste og hovslag buldrede i hele gaden.
'Hestene i Island er helt anderledes,' sagde hans mor, ' både mindre og smukkere.' De har også både tølt og pasgang, de her kan kun trave og galoppere.' Men de var kære, disse danske heste og seletøjet lugtede stærkt og kusken gav dem havre fra en lærredssæk, mens den anden bar mælken ind i mejeriet. Sikken en god barndom, tænkte Hjalti. Den havde været som en knivsæg, fyldt med spænding og der skete hele tiden noget.


'På hospitalet var der en fyr, som slog om sig,' sagde Gudlaug, ' og vi var jævnaldrende, men han fik alligevel mere i løn end jeg. Det syntes jeg var uretfærdigt.' Og hestenes hove mindede om store grydelåg og de havde øreklapper af læder, så de ikke kunne se til siderne og løbe løbsk i byens larm.
'Fyren var også arrogant,' sagde Gudlaug, 'jeg kunne ikke fordrage ham.' Og flaskerne raslede i jernstativerne, når mælkevognen drejede om hjørnet. Ja, hans barndom havde været som en knivsæg, ikke blød og lun som tusmørke, men som en knivsæg, eller knivskarp solstråle ved daggry.
'Der var rigtig gang i den der i København,' sagde Gudlaug,'vi drønede tit igennem hele byen med bussen, eller med tog.'
Og deres mor fortalte lange historier fra Island, landet på den anden side af havet, hvor alle torpedoerne var og ubåde, historier om heste, som løb med flaksende rejste manker, eller de sloges for at afprøve deres kræfter. Og så menneskene, hans bedstemor, som gik i nationaldragt og bedstefar som var sadelmager. Han var rolig og proper, aldrig med sorte rande under neglene, altid rene hænder, når han havde fri, sagde hans mor. Han sang i Frikirkekoret og havde en dyb basstemme. Den anden bedstemor spillede klaver og syede store tæpper, nålestik på nålestik og hun var slank og halsen som en knappenål. Hun var blevet opdraget som en adelsmø og gik i en dansk kjole.
Og hans bedstefar havde heste og han kunne have tre heste med hele vejen fra vestbyen op til Geitháls sammen med skrædder Einar og tandlæge Sigurd. Så var det de blå vidder og en fugl som lå stille i luften, selv om den fløj og under rugetiden kunne den finde på at styrte ned i hovedet på folk. Denne fugl hed terne og ternens æg var meget gode, sagde hans mor, men man skulle sørge for, at de ikke var halvt udruget. Men det var først og fremmest historier om heste og de islandske var i hvert fald lige så smukke som kongens hest, som han red på igennem Strandboulevarden, for at vise tyskerne, at han kunne holde hovedet højt og bevare sin værdighed. Prustende heste, stampende med fødderne, svedende i solen, eller regnen og våde jordveje og så igen solskin, vindstille, grønne bakkeknolde, kaffe på flaske i uldsok hentet i sadeltaske og hjemmebagt brød og pandekager med masser af smør og tykke osteskiver. Hestene blev afsadlet og de græssede i sommerstilheden, mens folk drak kaffe og spoven spankulerede slankbenet med en lang næse oppe på grusbakken og mændene havde sølvbelagte piske. Der kunne man bare se. På dette tidspunkt i historien var vi ved at blive lidt skeptiske. Da fandt hans mor på det råd at trække et fotoalbum op af en skuffe, for at bevise sine påstande. Billeder lyver ikke.
Sådan var det og siden længe før krigen, havde Hjaltis familie vandret rundt i Europa, fra land til land, fra den ene by til den anden, Hamburg, Heidelberg, Frederikshavn og flere steder, for til sidst at slå sig ned i København. Der strandede de da krigen kom. I alle disse år havde de kun hinanden og historierne om landet, som de skulle til, når krigen var slut. Og Hjalti huskede hvor godt det havde været at hvile i sin fars armhule, hvor han lå på en divan og læste sine ingeniørbøger. De var fyldt med tal og tegninger og hans mor stod midt i stuen og strøg og en våd og frisk lugt strømmede fra strygejernet, når det gled over den rene linned. Og historierne fortsatte og hans mor havde en næsten ufejlbarlig hukommelse og hun fortalte dem om en oksehalesuppe, som hun havde fået på Thingvellir året 1930 og lammekød og brunede kartofler og der havde været æg i suppen; men den var en smule for saltet, sagde hun, selv om lammekødet var både mørt og godt.
Og i nabogaden var en sabotør blevet arresteret og han blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland og soldater marcherede på Strandboulevarden, for at vise deres magt. En nagende angst, men alligevel så trygt der i armhulen og lugten af hans far mindede om lugten fra hestenes seletøj, som trak mælkevognen og han læste sine ingeniørbøger, alvorlig og stærk.
En gang havde brødrene listet sig ned til havnen, men den lille var kommet til at sladre om det. Den aften, da faren kom hjem fra arbejde, gav han dem alle en endefuld, så alvorlig og stærk var han. Dernæst blev de sendt i seng og fik ingen aftensmad. Sådan var opdragelsen, enkel og uden omsvøb. Det var inden den der hårfine psykologi kom ind i billedet. De fik ganske enkelt en endefuld. Denne metode blev anvendt på heste og uartige børn oppe på Island og virkede godt. De gik aldrig mere ned til havnen, smerten i balderne sørgede for det og det var den eneste endefuld de fik. Måske havde de fortjent flere.
Hans forældre lyttede nogle gange til BBC, hvor en træt og uklar stemme talte om blod, tår og sved og hans far lagde øret tæt op ad radioen.
'Han er vores ven,' sagde han 'og snart kommer englænderne og befrier os.' Og det passede. Freden blev sluttet og englænderne kom. Deres montgomeryhuer sad skævt og københavnerne ilede ud i gaderne med flag. Jubelen ville ingen ende tage og de, der havde arbejdet for tyskerne, blev fanget og nogle danske kvinder blev kronraget. De havde vist kysset tyske soldater, eller noget lignende.
'Ak, de stakler,' sagde hans mor, 'de er ikke dårlige mennesker, bare lidt dumme, eller måske blev de forelskede, eller manglede penge.'


'De er pyntedukker og krukker,' sagde købmand Olsen og kvinderne blev trukket kronragede ud på gaden og de flagende mennesker spyttede på dem. Nu var det gået for vidt. Gad vide hvem der egentlig er venner, tænkte Hjalti, når nu danskere spytter på danskere. Det var en varm dag i maj og de kronragede havde blomstrede lærredskjoler på og nogle havde sutsko på, for de var blevet hentet i deres hjem uden forvarsel. De med flagene havde så travlt med at kunne spytte på dem.
Men selv om freden var sluttet, fortsatte skyderierne hist og her i byen, inde i smøger, oppe på tage, bagved skorstene. Frihedskæmperne udvekslede skud med deres landsmænd, som havde opført sig venligt mod tyskerne og døde mænd faldt ned fra hustage denne vidunderlige dag i maj. Ih, hvor var det spændende og morsomt alt sammen, undtagen den lille pige på etagen nedenunder, som ikke lo mere, smilede kun svagt.
Og tiden gik og om efteråret kom så den længe ventede dag og de sejlede på et stort skib over havet, på vej hjem til Island. Der var stop i Gøteborg og der købte hans forældre et rigtigt ur med en brun læderrem til ham.
'Herefter bør du så vide hvad klokken er,' sagde hans far, 'og der er ingen undskylding for ikke at møde i skole til tiden.'
Nåh, tænkte Hjalti, så var der også en skole i Island. Det var aldrig blevet nævnt i historierne og nu havde han jo lige lært at læse dansk. Nu skulle han også lære at læse islandsk. Aldrig et øjebliks fred. Dette var dog langt ude i fremtiden og skibet skar bølgerne og havet var tit oprørt og det blev nogle gange barsk, så bølgeryggene var næsten lige så høje som skibets mast. Når det var nogenlunde stille, gav kokken Hjalti lov til at lege tjener og han lod en hvid serviet hænge på sin arm, sådan som han havde set tjenere gøre og han bar kaffe i en sølvfarvet kande og rundstykker op til kaptajnen. Derimod fik han aldrig lov til at lege tjener i spisesalen. Det måtte han aldrig.
I deres kahyt var der også en familie, som var på flugt fra sult og ruiner i Berlin og hele tiden skældte kvinden drengene ud, for hun havde dårlige nerver og var flygtning, eller måske var de alt for kåde. De var et ægtepar med to børn og havde fået arbejde på en bondegård i Island. Det huskede Hjalti og han huskede også lyspragten i Reykjavik, da de sejlede ind i den ydre havn, lidt efter midnat i begyndelsen af november og alle ansigter lyste forventningsfuldt. På kajen ventede der et mylder af slægtninge, for at tage imod dem, bedstemødrene og hans bedstefar, fætre og kusiner, en hel slægt. Selv om det var nat, blev der straks holdt fest og bordene bugnede under delikatesser og mange slags godterier og der var cigarrøg og skvalder og latter og glædestårer. Hans forældre havde ikke set de mennesker i tolv år og hans bedstefar var gråhåret og rank. Han var også alvorlig som hans far og den danske konge Christian X. I lommen på hans vest var der et guldur og derfra en guldkæde fæstnet i et af knaphullerne på hans vest. Han røg en cigar. Men, selv om hans ansigt var alvorligt, var der skælmskhed i hans stålgrå øjne og hans hænder var store. Ih, hvor var det skægt at få alle de slægtninge lige pludselig, tænkte Hjalti. Og hans bedstemor var iført nationaldragten, ligesom i historierne og cigarrøgen og skvalderet gjorde Hjalti søvnig og den anden bedstemor, hende i den danske kjole, var der også. Men den største overraskelse var, at nu så Hjalti en appelsin for første gang i sit liv, selv om han havde selvfølgelig set en i bogen om den lille sorte Sambo. En kvinde i en sort kjole, med et hvidt forklæde, standsede hos ham med en stor skål, som var fyldt med diverse frugter. Der var også appelsiner og Hjalti fik én. Men han nænnede ikke at spise den med det samme og lagde den under hovedpuden, da han gik i seng. Det var først længe over middag den næste dag, at han skrællede den, stille og roligt og hans brødre så misundelige på, mens han spiste den. De havde spist deres om natten og appelsinen var syrlig, syrligere end æbler, meget syrligere end pærer, pærer var søde.
'Det var bare et flip,' sagde Gudlaug, 'bare et flip hos os piger at tage til København for en sommer.' Og i København var alle legekammeraterne, som de for evigt havde måttet sige farvel til. Men det var i orden. De havde så tit måttet sige farvel til deres kammerater, mens de vandrede rundt i Europa, at de havde vænnet sig til det og de havde hinanden. Og så var der hestene. Hans far fik snart heste og det var lunt i hestestalden og hestene forstod Hjalti, selv om han kun talte dansk. Efter ridning kom der synlig ånde fra deres næsebor og ruderne duggede og hestene blev ivrige, når de fik hø. De havde god appetit, ligesom hans far og hele hans familie.
Brødrene fik nogle gange lov til at sidde på hesteryg og hestene var blevet fede og de var meget lådne, for det var også vinter og det var dejligt at høre knirken under deres hove, når deres vintersko ramte den frosne sne.
I kvarteret, hvor de flyttede hen, var der mange børn og drengene drillede dem, fordi de kun talte dansk, men det var i orden. De havde hinanden og hestene, og hestene var deres venner. I Danmark var de blevet



drillet for at være islændinge. Nu blev de drillet for at være danskere. Sådan kan det gå og Hjalti så, at han måtte lære islandsk i en fart og prøve at glemme Danmark, blive som de andre drenge i kvarteret, hænge bagi biler, tygge tyggegummi, trække det ud af munden og sno det rundt om pegefingeren, spille fodbold, lave snebolde og kaste dem på hattefolk, eller fægte oppe på skurtage. Men frem for alt, aldrig igen at tale dansk og aldrig nævne København.
Nogle gange var det svært at forstå islandsk og deres nabo var en gammel kvinde. Hun skældte tit ud på børnene ud ad vinduet.
'Fy,' sagde hun måske, eller, 'fy for pokker, skam dig, din lille skiderik, lille skarn.' Sådan ævlede hun og det var svært for Hjalti at forstå. 'Se og komme væk, afskum,' sagde den gamle arrigt. Det var hendes måde at udtrykke sig på, men alle i kvarteret kunne lide hende, for hun var bare slidt og træt.
Og Hjalti prøvede at glemme København, men dog blev han ved med at huske pigen fra etagen nedenunder, som kom grædende hjem fra skole, med blod på knæene og forrevet kjole. Han kunne også huske andre ting, som han aldrig nævnte, blodregn fra himlen og små barnefødder som rørte den varme sand på stranden og nougatis i sølvpapir. Eller et sommerhus ved stranden og måske regn og hvor hyggeligt det var at have en god regnfrakke på ude i regnvejr og en stor skov tæt på med harer og dådyr og en robåd ved stranden. Da de vendte hjem fra sommerhuset, var de blevet kørt i en lille hestevogn til stationen. Hvordan kunne man glemme den slags?
'Ja, det slukker tørsten, det her diæt-pepsi,' sagde Gudlaug og Hjalti elskede livet, men allermest, når det indebar spænding, på én gang skarp og smertefuld, denne bittersøde fornemmelse, som fik én til at mærke sig selv tydeligt.
'Jeg kan egentlig bedst lide diæt-coke,' sagde han og dagene gik og måske kom hans far hjem fra en ridetur og førte med sig lugten af saddel og bidsel og hestepærer og frisk sved. Nogle gange var han sammen med andre mænd og de var iført knæhøje læderstøvler og ridebukser med poser ud fra lårene og deres ansigtudtryk var klare, efter den friske luft og kampen med de fyrige heste. Hjaltis mor gav dem kødsuppe og udenfor var vinteraftenen stjerneklar.
'Din kødsuppe er god,' sagde hans far,'men dog ikke så god som min mors.' Kødsuppen var aldrig helt perfekt, ligemeget hvor stor omhu hun gav den. Det sørgede hans far for.
Efter aftensmaden tog mændene hjem og der var måske et hørespil i radioen. Hans mor sad med en pilekurv foran sig og begyndte at stoppe strømper, men hans far lagde sig så lang han var på divanen og hvis noget var morsomt i hørespillet, lo han højt, lo med hele kroppen, maven, også nakkefedtet, hans kinder rystede og tår flød fra øjnene. Sådan en mand var han, når det var morsomt, var det virkelig morsomt, men som regel var han ret alvorlig.
Hvordan skulle han fortælle Gudlaug alt det her? Det måtte være en fremmed verden for hende, milevidt fra Tivoli og diskoteker og flyvebåde. Hun ville sikkert ikke forstå noget af det, men han var dog glad over, at hun sad der og snakkede med ham om København. Dog kunne hun måske forstå ham, fordi hendes øjne var fløjelsbløde og blå og hendes hoved var så bevægeligt, men han ville have svært ved at finde ord for det, i hvert fald der på Café Hresso.
Gudlaug tømte sit glas og han sin kaffekop og de to gik sammen ud på gågaden. Det var en sommerdag og der var mange mennesker i byen, enten bare for at slentre, eller slappe af ved den store bank, mens andre gik målrettede, sandsynligvis på vej hen at betale gæld eller stifte en ny. De sagde farvel og tog hver på sit arbejde. De ville måske møde hinanden igen og så kunne Hjalti fortælle hende om sit København og også om smerten og om glæden midt i denne smerte.


Skriven av: Örn H. Bjarnason

Inloggning

Logga in och för att skapa din profil. Utöver får du möjlighet att redigera dina verk och du har möjlighet att nå högre medlemsstatus .

Glömt lösenord?

Snabba insättningar med Visa och Mastercard - casino med kortbetalning utan svensk licens!

Hur blir man veckans författare?

Veckans författare:

Fredrik Trulsson

Inga stordåd, böcker, eller barn, men förhoppningsvis ett gott hjärta och en någorlunda intakt ryggrad. Allt gott till er alla som besökt, läst och övertygat mig! Är du mer nyfiken, samt modig,…

Fredrik Trulsson

På andra plats denna veckan: Anders Berggren